indbagte rejer - Goong Tod- Tempura

Indbagte rejer (Goong Tod)

Indbagte rejer er ikke en original ret fra Thailand. Den er formentlig kommet til Thailand fra Kina. De fleste kender det fra Japan, hvor man kalder det tempura (hvilket det også kan findes som i Thailand). Indbagte rejer kan fås i gadekøkkener og på dyre restauranter. De fleste steder smager de fantastisk, især når de serveres med en hjemmelavet sød chilisauce. Flere steder kan du også få indbagt kylling og indbagt blæksprutte. Du kan bruge samme opskrift som nedenstående, bare skift rejerne ud med kylling eller blæksprutteringe.

Antal personer:

4 (Folk spiser nemt 3 stk. som forret/appetizer)

Ingredienser:

  • 12 stk. store tiger- eller kongerejer
  • 1 dl hvedemel
  • 1 fed hvidløg
  • 1 dl vand
  • ½ tsk. sort peber
  • ½ tsk. fint salt
  • ½ tsk. hvidt bagepulver

Til stegning:

  • ca. ½ l olie (smags neutral).

Opskrift:

  1. Tø dine frosne rejer op i god tid. Hvis de stadig er lidt fugtige, så bliver resultatet ikke godt (du kan godt dyppe rejerne med lidt køkkenrulle for at sikre dig, at de er tørre).
  2. Hak hvidløget fint og blandt det sammen med mel, vand, peber, salt og bagepulver.
  3. Lad din dej hvile i ca. 15 minutter inden du starter.
  4. Imens kan du forberede olie og wok. Hæld olien i din wok og varm den op. Olien skal være ca. 180 grader varm. Helst ikke varmere.
  5. Vend en reje i dejen og dyp den forsigtigt i den varme olie.
  6. Hver reje skal have 4 – 5 min. i den varme olie, ca. 2 – 2½ minut på hver side (de skal vendes). Men brug dine øjne – det kan godt gå stærkt i den varme olie, og så snart de er gyldenbrune er de færdige.
  7. Når du tager dem op, er det en god ide at placere dem på et stykke køkkenrulle (enten i et fad eller på en tallerken). Køkkenrullen suger overskydende olie til sig og sikrer, at du får nogle dejlig sprøde rejer.

Noter:

Det kan anbefales at bruge en hulske til at dyppe rejerne i den varme olie. Det er ret nemt at styre. Start med en reje ad gangen og øg stille og roligt antallet.

12 år ago

6 Kommentarer

  1. Hej,

    Lyder og ser rigtig lækkert ud og vil rigtig gerne prøve at lave dem, men problemet er at jeg ikke kan tåle gluten eller hvede, så ville høre om, du tror, man eventuelt kan bruge rismel istedet for hvedemel?

    Mvh. Mamuna

  2. Hej Kristoffer

    Hvilken olie ville du anbefale at stege retten i? Og er der nogle olier der ville være “no-go”?

    VH Ida

    1. Hej Ida

      Jeg bruger altid selv raps- og solsikkeolie da jeg ikke har en frituremaskine.
      Men det er et emne som giver meget debat. Nogle sværger til Palmin eller raffinol pga. olier som raps og solsikke ikke er lavet til høje temperaturer.
      Men Palmin er et meget bearbejdet produkt (blegning osv.) hvilket jeg ikke er stor fan af personligt. Men det er blot en holdning og ikke noget jeg har noget konkret at byde ind på.

      Olier der er no-go er olie med smag, vindruekerneolie, sesam olie osv.

      ///Kristoffer

  3. Hej Kristoffer

    ser andre have æg i dejen. tænker selv at ægget vil være godt for at dejen bliver mere kraftigt. hvorfor bruger du ikke æg?

    1. Hej Christina

      Æg giver en mere luftig dej, men da æg ikke er nødvendigt, har jeg det ikke med i opskriften. Jeg har aldrig testet dejen med æg, men har svært ved at tro at det ikke ville fungerer.

      Hvis du prøver, må du gerne dele resultatet.

      ///Kristoffer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.