Kylling cashewnødder

Kylling med cashewnødder

Cashew nødder er oprindeligt ikke noget man brugte i det thailandske køkken. Men der sker det samme i Thailand som i Danmark, udenlandske specialiteter kommer til landet.
Jeg vælger tit denne ret når jeg laver thai mad til en flok gæster. Så er der dels noget til dem som ikke kan spise de stærke retter (som børn og enkelte voksne) og så er det også meget rart at have en ret eller to som ikke er stærk.

Antal personer:

4 – 6 personer (hvis du laver 1dl ris pr. person)

Ingredienser:

  • 800 – 1000 g. kylling
  • 1 bdt. forårsløg
  • 2 stk. røde peberfrugter
  • 150 g cashewnødder
  • 3 fed hvidløg
  • 2 spsk. vegetabilsk olie
  • 2 spsk. fiskesovs
  • 3 spsk. sød østerssovs
  • 1 tsk. sukker

Opskrift:

  1. Skær din kylling i tynde strimler, ca. 1. cm i tykkelsen og nogle cm. i længden.
  2. Varm en pande godt op og rist herefter cashew nødder indtil de bliver gyldne. Pas på at de ikke får for meget.
  3. Hak forårsløg i fint. Nogle vil gerne have hele ringe, men jeg hakker dem gerne lidt forskelligt og skærer også nogle længere strimler.
  4. Skær peberfrugterne i tynde, aflange strimler. Gerne lidt længere end de kyllingestrimler du har skåret.
  5. Hak hvidløg fint.
  6. Varm olien op i en wok.
  7. Tilsæt de fint hakkede hvidløg, vend dem hurtigt i den varme olie.
  8. Tilsæt kyllingen og rør godt rundt. Det brænder nemt fast.
  9. Tilsæt fiskesovs når kyllingen har fået lidt farve – rør godt rundt.
  10. Tilsæt østerssovs og rør det hele godt sammen.
  11. Tilsæt cashewnødder, peberfrugt og sukker.
  12. Rør det hele godt rundt og tag din wok af blusset.
  13. Tilsæt forårsløg og vend det hele godt sammen,

Noter:

Det er meningen at cashewnødderne skal tage farve og blive lidt klistret af den tilsatte østerssovs. Du skal derfor ikke vente for længe med at tilsætte dine cashew nødder når du først har hældt fiskesovs og østerssovs i retten. Hvis de ikke er blevet lidt mørke og klistrede, kan du tilsætte lidt mere østerssovs efter du har puttet nødderne i retten. Men for meget østerssovs kan ødelægge retten og den smager rigtig godt, uanset om dine cashewnødder bliver klistrede og mørke. Server retten sammen med ris, helst jasmin ris. Og som nævnt i starten er denne ret rigtig god som en del af flere retter når du har gæster.